Referat af generalforsamling lørdag den 1. juni 2024
Dagsorden:
1. Valg af ordstyrer og stemmetællere
2. Formandens beretning
3. Fremlæggelse af regnskab for 2023 og budget for 2024
4. Behandling af indkomne forslag herunder vedtægtsændringer
5. Valg af bestyrelsesmedlemmer
6. Velkomst til nye medlemmer
7. Eventuelt
1: Valg af ordstyrer og stemmetællere
Som ordstyrer vælges Torben Eskildsen.
Som stemmetællere vælges Kell Nielsen og Torben Eskildsen.
Ordstyreren konstaterer, at generalforsamlingen er lovligt indvarslet og beslutningsdygtig.
2: Formandens beretning
Formanden indleder med at takke for det store fremmøde her i Bogense.
I dag er der kommet omkring 60 biler og 106 personer.
Tak til Bogense Hotel for at huse os og tak til Handelsstandsforeningen for at ville udpege ”Bogensefavoritten” blandt vores biler.
Paul Andy har været formand for klubben siden 1996, og det har været sjovt og spændende ikke mindst på grund af en god bestyrelse.
P.t. har klubben ca. 460 medlemmer. Medlemstallet ligger nogenlunde stabilt. Når der skal til at betales kontingent melder mange sig ud, i år har 30 medlemmer udmeldt sig, men 15 nye har meldt sig ind.
Klubbens økonomi ser fin ud, vi har omkring 100.000 kr. på vores konti.
Vi er som bekendt ikke en spareklub. Klubben betaler til forskellige arrangementer, f.eks morgenbordet i dag.
Vores klub er medlem af Motorhistorisk Samråd, en paraplyorganisation for samtlige bilklubber.
Der er 130 medlemsklubber. Som ren mærkeklub er vi nr. 13 på listen. Som nr. 1 ligger Nimbus, derefter MG, Jaguar, Land Rover og som nr. 5 Mustangklubben, hvilken er den største Ford klub.
Vores klub er den næststørste Ford Klub.
Ca. 25 af vores medlemmer har en GHIA model og i det kommende medlemsblad/hjemmesiden vil vi lave en historie om GHIA modellerne.
GHIA er etableret i Italien i 1916. I 1970 overtog Ford og har derefter kaldt mange modeller GHIA som udtryk for en luksusudgave, men har droppet det i nyere tid.
Medlemmer med GHIA modeller vil blive kontaktet, når historien skal skrives.
På hjemmesiden vil også komme en ”Månedens bil”, og vi har valgt at starte med den ældste i klubben.
Casper Lundgreen oplyser, at klubbens hjemmeside skal have nyt design, som er under udvikling på en ny platform. Det vil koste ca. 15.000 kr. i konvertering.
Vi har et højt aktivitetsniveau i klubben med træf og garagemøder rundt om i landet, mest på Sjælland, så Jylland, mens Fyn halter bagefter.
Hvis nogen af medlemmerne kunne tænke sig at afholde et arrangement, skal de bare sige til.
Klubben giver 500 kr. i tilskud, og bestyrelsen står altid til rådighed med hjælp og støtte til medlemmet.
Sensommertræffet vil foregå på Sjælland den første lørdag i september (7/9) hos Janus Olesen i Odsherred.
Klubben er stadig sponseret af forsikringsselskabet AROS, hvor vi får 6.000 kr. om året.
Desuden giver AROS 500 kr. til klubben for hver ny kontakt.
Fremtiden:
Vi bibeholder 25-års reglen for optagelse af klubbiler.
Vi bibeholder også medlemsbladet som fysisk blad ud over hjemmesiden, da bladet er klubbens ”visitkort” og ansigt udadtil.
Der er et ønske om mere indhold i klubbladet, og dette må gerne komme fra medlemmerne selv. Bestyrelsen hjælper til hver en tid med at få skrevet indlæggene.
Til sidst minder formanden om, at vi skal huske klubbens ånd: Netværk, sammenhold og hjælpsomhed.
Beretningen godkendes.
3: Fremlæggelse af regnskab for 2023 og budget for 2024
Regnskab og budget er på forhånd udsendt til medlemmerne.
Kassereren gennemgår kort begge dele og knytter et par kommentarer.
Det ses tydeligt af regnskabet, at klubben havde 30-års jubilæum sidste år, vi har dog stadig penge på kontoen.
I budgettet er den nye hjemmeside en anden stor post, men vi satser på at få et overskud for året.
Såvel regnskab som budget godkendes.
4: Behandling af indkomne forslag
Der er ikke indkommet forslag.
5: Valg af bestyrelsesmedlemmer
På valg er Paul Andy Andersen (formand), Steen Lottrup (bestyrelsesmedlem), Per-Ulrik Rasmussen (bestyrelsesmedlem) samt suppleanterne Martin Andersen og Brian Jensen.
Medlem Richardt Hansen stiller op som kandidat til bestyrelsen.
Richardt er 54 år og fra Brønderslev. Han gør det mest i Taunus. Han er formand i en RC-klub (fjernstyrede biler).
Medlemmerne får udleveret stemmesedler og stemmer nu på 3 ud af de 4 mulige til bestyrelsen.
Der er udleveret 61 stemmesedler, de 7 er ugyldige, de gyldige stemmer fordeler sig således:
53 stemmer til Steen, 43 stemmer til Per-Ulrik, 34 stemmer til Richardt, 32 stemmer til Paul Andy.
Dette betyder, at bestyrelsen må sige farvel til Paul Andy, som takker for 28 gode år og samarbejde.
De to suppleanter Martin og Brian genvælges.
På næste bestyrelsesmøde vil den nye bestyrelse konstituere sig.
6: Velkomst til nye medlemmer
Klubben byder velkommen til Aage Andreasen, som er det eneste nye medlem til stede i dag.
Aage har en Ford Escort MKII fra 1979.
7: Eventuelt
Der spørges, om der gælder særlige kriterier for at få forsikring i AROS.
Nej, man oplyser blot, at man er medlem af vores klub.
Ordstyreren takker for god ro og orden og afslutter generalforsamlingen.
Odense, den 05.06.2024
_________________________ _________________________
Formand Paul Andy Andersen Referent Ilse Falkenberg
Referat fra bestyrelsesmøde søndag den 28. juli 2024
Deltagere:
Paul Andy
Casper Lundgreen
Paul Grimstad
Sten-Erik Brand
Per-Ulrik Rasmussen
Steen Lottrup
Preben Nielsen
Richardt Hansen (indvalgt til bestyrelsen ved sidste generalforsamling)
Brian Jensen
Martin Andersen
Ad dagsordenens pkt. 1: Paul Andy har ordet
Som afgående formand og som udtrædende af bestyrelsen indledte Paul sin tale med at takke for den hjælp og opbakning han har modtaget gennem tiden. Det hele startede i 1993 og han blev formand for klubben i 1996. Dengang var der 15 medlemmer og en bestyrelse på 5 personer. Med tilbageblik på de 31 år der er gået, har det både været en spændende tid og en tid fyldt med mange gode oplevelser. Det har været et tidskrævende arbejde, men har været medvirkende til at bære klubben frem til det den er i dag, en klub med ca. 450 medlemmer.
Ved sidste generalforsamling i Bogense måtte Paul med vemod konstatere, at han ikke havde opnået et tilstrækkeligt antal stemmer til en fortsat deltagelse i bestyrelsen og derfor ikke kunne fortsætte som formand, men vil fortsat gerne stille sig til disposition med råd og vejledning på opfordring af bestyrelsen.
Ad dagsordenens pkt. 2: Præsentation af Richardt Hansen som nyt bestyrelsesmedlem samt af nuværende bestyrelsesmedlemmer og suppleanter og hvad disse bidrager med.
Præsentation af Richard Hansens ideer til det fortsatte bestyrelsesarbejde:
Vi skal være opmærksomme på, hvor klubben er på vej hen, herunder skal vi være mere synlige i relation til de unge mennesker og kunne gribe dem i relation til udbredelsen af interessen for klubbens formål. Vi skal også bestræbe os på, at være rigtig gode til at tage imod de unge mennesker.
Der er et problem med at det er for svært som medlem at indskrive en bil i klubben i relation til medlemslisten, hvilket der bør rettes op på.
Vi skal have skilte og kort til at lægge i forruderne på bilerne, som identificerer bilerne i forbindelse med træf. Det skal også fremgå af identifikationskortene, at ejeren er medlem af FCCDK. Kortet skal kunne printes fra hjemmesiden, hvorefter ejeren selv udfylder kortet med oplysningerne.
Vedrørende klubtrøjer: Klubtrøjerne er alt for dyre. Der burde kunne sælges trøjer med tryk billigere.
Der bør i det hele taget søges sponsorater og fondsmidler til at støtte finansieringen.
Til slut foreslog Richardt, at Paul Andy skulle være æresmedlem af klubben, hvilket bestyrelsen var enig i.
Ad dagsordenens pkt. 3 – 5: Konstituering af bestyrelsen, valg af ny formand og næstformand, samt overdragelse og fordeling af arbejdsopgaver efter den af Casper udarbejdede og omdelte fordelingsliste
Bestyrelsen konstituerede sig med Casper Lundgreen som formand og Richardt Hansen som næstformand. Poul Grimstad blev genvalgt som kasserer. Udenfor bestyrelsen blev Paul Andy udnævnt som æresmedlem af FCCDK.
Derefter fordeltes opgaverne i henhold til den fremlagte fordelingsliste. I den forbindelse blev det præciseret, at de 500 kr. som klubben yder til garagetræf, skal anvendes til at holde egenbetalingen nede for initiativtagerne til disse garagetræf, ”sparke dæk” træf og lignende. Det blev endvidere besluttet, at Paul Andy skal beholde sin nuværende e-mailadresse.
Ad dagsordenens pkt. 6: Bordet rundt
Det blev oplyst, at der indkøbes navneskilte til bestyrelsesmedlemmerne til brug ved træf, udstillinger, m.v. Næste ordinære bestyrelsesmøde er fastsat til søndag den13. oktober, kl.10 hos Sten-Erik, Oehlenschlægersvej 37, 5230 Odense.
Ref. Sten-Erik
Svenska Ford Cortina-klubben
Den svenske Cortina-klub har vi samarbejde med, således at vi inviteres til udvalgte træf, og deres medlemmer inviteres til udvalgte træf hos os.
Nyt fra Motorhistorisk Samråd blandt andet om den stigende vægtafgift og om de kommende nulemissionszoner
Vi har modtaget nyt fra Motorhistorisk Samråd blandt andet om den stigende vægtafgift og om de kommende nulemissionszoner.
Læs nyhedsbrevet herunder.
Direktøren for det hele
Direktøren for det hele hedder Jørgen Rasmussen, og det hele skal i det her tilfælde forstås som Motorstyrelsen. Det er den del af Skattestyrelsen, der håndterer alle aspekter af beskatningen af hele den danske vognpark, inklusive dem der er 35 år eller ældre.
Almindeligvis når vi i Motorhistorisk Samråd har møder med Motorstyrelsen, så foregår det på deres hovedkontor på Lauritzens plads i Aalborg. Men en gang om året har vi mulighed for at invitere direktøren ud i landet. Vi bestemmer ikke blot lokationen, men nok så vigtigt bestemmer vi også dagsorden. Ordningen kaldes med god grund dialogmøder, og den er vi meget glade for at være en del af.
Til dialogmødet i år havde vi sat Jørgen Rasmussen stævne på en af Danmarks mest unikke lokationer i gammelbilsverdenen, hos Gubsø Garage nord for Silkeborg. Ejer Marc Vogel bød os alle velvilligt ind, og hans gode folk havde lagt sig i selen for at skabe de bedst mulige møderammer.
Vi kom hele vejen rundt i veteranverdenen, i vores 2 sider lange dagsorden. Fra bortkommende registreringspapirer, til de mange udfordringer med DMR, over en ensartet proces for at få sin gamle registreringsattest retur efter omregistrering, til den kommende vejafgift på godstransport, der også ser ud til at blive lagt på veteranlastbiler.
Vi præsenterede også Jørgen Rasmussen for vores politiske arbejde. Der er naturligvis vandtætte skotter mellem embedet og det politiske system, men vi forspilder ingen opportune muligheder for at fortælle alle der vil lytte, om udfordringer med vægtafgift, registreringsafgift, eller det absurde i at man ikke kan få afgift godtgjort ved eksport af en veteranbil.
Lytte, det er Jørgen Rasmussen god til, og villig til at se på løsninger, så vidt det er muligt. Dertil kommer vi også hjem med en forståelse for, hvordan Motorstyrelsen opererer, hvordan de tolker lovgivningen, og hvordan vi veteranfolk kan arbejde i det spændingsfelt.
Dagen blev afsluttet med rundvisning i Gubsø Garages samling af biler, og et par enkelte motorcykler, samt et indblik de arbejdende værksteder. Vi er selv meget imponeret over samlingen, forestil dig så hvordan direktøren for Motorstyrelsen så det hele.
Johnny B. Rasmussen
Sekretariatsleder
Motorhistorisk Samråd
Med mærkesagerne under armen
Den politiske sæson 2024/2025 er godt i gang. Folketinget har genåbnet efter sommerpausen, og lovforslag ruller frem i salen i stødt rækkefølge.
Den korte periode mellem den almindelige sommerferie, og frem til første tirsdag i oktober, er traditionen tro god at finde en plads i de travle politikerkalendere. Det udnyttede vi i år ved at byde os ind til møder, med to af vores mest markante sager under armen.
Vægtafgiftens svøbe
De fleste er efterhånden godt klar over at vægtafgift på en veteranbil ikke længere er en parentes i familiebudgettet. Siden 2020 er den afgifts steget stødt, og vil blive ved med det et par år endnu. Ovenikøbet står vægtafgiften ikke mål med de løbende afgifter på familiens dagligdags bil. I mange tilfælde vil veteranbilen blive dyrere at holde på plader, end den man bruger til at tage på arbejde hver dag.
Det SKAL vi have gjort op med. Det er en nødvendighed for at dels at tiltrække nye venner til denne hobby, dels for at de venner hjælper os alle med at holde liv i den rullende kulturarv. En der godt ville høre om vægtafgift på veteranbiler, er Danmarks Demokraternes Kenneth Fredslund Petersen. Det blev et beriget møde, ikke mindst fordi Kenneth F. Petersen selv er veteranentusiast. Vi kunne give MF’eren en lang række gode argumenter for en maksimal reduktion, om ikke ligefrem en bortskaffelse, af vægtafgiftsystemet. Vi havde medbragt et omfattende datagrundlag om de registrerede veterankøretøjer og deres ejere. Vi gav tillige en række baggrundsinformationer man ellers ikke lige tænker på, og så fremlagde vi også vores forslag til hvordan man kan rette op på hele vægtafgiftssystemet.
Begrænsning i veterantrafikken
Hos regeringspartiet Venstre sidder deres miljøordfører Erling Bonnesen med en af de afgørende stemmer på noget af det, der kan komme til at fylde mest i veteranejernes hverdag i årene der kommer, miljøzonerne. Vi er ret bekymret for det lovforslag der er på vej til Folketingets medlemmer om de nye nulemissionszoner. Det er zoner, der principielt vil kunne rulles ud i alle landets kommuner, hvor der kun vil være adgang for elbiler, med visse undtagelser. Det er undtagelserne vi er opmærksomme på, fordi de i første omgang ikke inkluderer veteranbiler. De må også pænt køre uden om de centrale dele af vores store byer.
Vi kunne fortælle Erling Bonnesen at vores bekymring gik både på udbredelsen og omfanget af nulemissionszonerne, om hvordan ejere med bopæl i zonen håndterer det at de måske har en veteranbil, og hvordan man praktisk vil håndtere ansøgninger om de lejlighedsvise dispensationer, der allerede er indbygget for veterankøretøjer.
Erling Bonnesens bedste råd var at følge lovforslaget, når det blev fremsat for Folketinget inden længe, og der se om ikke vores argumenter i vores høringssvar har fundet indpas. Han sagde også, at vi måske skulle se på at afgive bemærkninger når loven om 3-4 år kommer op til evaluering.
De to møder på borgen gav os en vis tryghed. Der er klart en forståelse for bevarelsen af den rullende kulturarv og det, der skal til for at holde den kørende. Møder som disse rykker måske ikke med første bank på døren, men der er sået et lille frø, som vi kan se, om det er spiret, næste gang vi kommer forbi.
Johnny B. Rasmussen
Sekretariatsleder
Referat fra bestyrelsesmøde søndag den 4. februar 2024
Deltagere:
Paul Andy (formand)
Casper Lundgreen (næstformand)
Poul Grimstad (kasserer)
Sten-Erik Brand
Per-Ulrik Rasmussen
Steen Lottrup
Preben Nielsen
Brian Jensen (suppleant)
Martin Andersen (suppleant)
Ad dagsordenens pkt. 1: Siden sidst
Vores 30-års jubilæumstræf forløb udmærket og ligeså sensommertræffet. Stor tak til arrangørerne.
Ad dagsordenens pkt. 2: Medlemssituationen, herunder kontingent og udmeldelser
I dag er vi ca. 460 medlemmer. Der er ca. 30 medlemmer, som endnu ikke har betalt kontingent. Hvis disse medlemmer ikke har betalt kontingent senest den 15. februar 2024, er de automatisk udmeldt af klubben.
Ad dagsordenens pkt. 3: Økonomi, regnskab og budget
På den løbende bankkonto står der dags dato 90.000 kr. samt 30.000 kr. på klubbens opsparingskonto, i alt således 120.000 kr.
Budgettet for 2024 blev forelagt bestyrelsen og gennemgået. Bestyrelsen besluttede, at udgifter til webside forhøjes til 20.000 kr. i stedet for de 10.000 kr., der fremgår af det fremlagte budget.
Ad dagsordenens pkt. 4: Aktiviteter, herunder forårstræf og sensommertræf
Forårstræffet er planlagt til at foregå i Bogense den 1. juni 2024.
Ad dagsordenens pkt. 5: Klubblad, hjemmeside, facebook og portoaftale
På baggrund af en drøftelse i bestyrelsen, blev det besluttet at terminerne for udsendelse af klubbladet tages op på den kommende generalforsamling.
Klubbens hjemmeside er forældet, og vi skal derfor have en ny hjemmeside. Vi valgte at indgå aftale med Syan om grundudvikling af ny hjemmeside i Wordpress. Vi vil selv foretage yderligere udvikling og konvertering af eksisterende indhold. Syan kan også bistå ved akutte problemer.
Ad dagsordenens pkt. 6: Bordet rundt:
Ford Klub Danmark afholder træf på Fyn i dagene den 9. – 11. august 2024, og vi har vedtaget, at vi skal have vores egen stand på træffet. Casper Lundgreen er vores kontakt til Ford Klub Danmark.
Næste bestyrelsesmøde finder sted søndag den 6. oktober 2024 kl. 10.
Referent: Sten-Erik
Nyt fra Motorhistorisk Samråd (MHS) om historiske nummerplader
Vi har modtaget nyt fra Motorhistorisk Samråd om baggrunden for historiske nummerplader. Læs nyhedsbrevet i det følgende.
I 2026 er det 50 år siden vi fik de reflekterende nummerplader og det er snart 30 år siden vi fik mulighed for historiske nummerplader.
Historien
1. april 1976 var officielt den første dag hvor politiets motorkontorer begyndte at udlevere de reflekterende nummerplader. Vi ved nu at der var motorkontorer der løb tør for emaljeplader før tid og tyvstartede ligesom man brugte det eksisterende lager af emaljeplader op før man udleverede refleksplader.
FDM havde faktisk i mange år plæderet for at de gamle emaljeplader blev udskiftet med moderne reflekterende nummerplader og jeg skal da ærligt indrømme, at da jeg indregistrerede min 1937 Ford Junior igen i maj 1976 netop ved motorkontoret i Nærum var jeg godt tilfreds med at jeg fik refleksplader, for jeg var enig med FDM med det sikkerhedsmæssige aspekt i at der nu sad en stor hvid reflekterende plade bag på bilen. Jeg brugte den som dagligt køretøj dengang.
Ude i Vanløse sad en mand, Svend Dråby, og skumlede over at disse ”forfærdelige nummerplader” var eneste mulighed at sætte på de fine gamle biler og motorcykler. ”Man sætter heller ikke en Rembrandt i en skifteramme!” som han sagde. Man kan sige at 2 bogstavs emaljeplader til en Ford A jo heller ikke var historisk korrekt, men lad nu det nu hvile.
Svend startede faktisk allerede i1973 et korstog for at få indført at man kunne få ”Historisk korrekte nummerplader” til de gamle biler og det kom lidt til at ligne Don Quijotes kamp mod vindmøller, men i 1997 – efter 24 års utrættelig kamp med møder med embedsmænd, politikere og ministre kom gennembruddet. I lov nr. 468 af 10. juni 1997 blev muligheden for historisk korrekte nummerplader tilføjet til Færdselsloven, der dengang også regulerede registrering af motorkøretøjer.
I 2011 blev ordningen udvidet til at omfatte alle emalieplader til personvogne frem til 1. registrering før 1. april 1976 og i starten med muligheder for alle numre dog i princippet begrænset til hvor man nåede til i sin tid i de forskellige nummerserier og selvfølgelig om nummeret var ledigt.
Seneste udvidelse skete 1. april 2020 hvor i princippet alle køretøjstyper indregistreret før 1. april 1976 kan få historiske nummerplader. Desværre skete reserveringen af numre først lige før idriftsættelsen, så rigtig mange af de relevante og nu reserverede nummerserier var allerede i brug på moderne registreringer. Det er selvfølgelig meget beklageligt.
Forvaltningen af nummerpladerne
Både ved bestilling af historiske nummerplader hos Motorstyrelsen og af erklæringer hos Motorhistorisk Samråd er der mulighed for at anføre et forslag til et registreringsnummer. Erfaringerne med det sidste indikerer, at kendskabet til hvordan nummerpladerne var forvaltet i sin tid er mere og mere ukendt. Efter nærmere funderinger er det måske alligevel ikke så mærkeligt, for det er jo snart 47 år siden man indførte de hvide refleksplader og 58 år siden man indførte det centrale motorregister. Før den tid var registrene lokale på de enkelte motorkontorer, enten i form af en stor bog i folioformat eller kartotekskort. Så der er jo en hel eller måske endda to generationer af entusiaster for hvem historiske nummerplader er virkeligt historiske.
Hele ideen bag de historiske plader fra Svend Dråbys side var, at det med dem skulle være muligt at fuldende en original fremtræden af et køretøj, der måske er brugt mange tusinde kroner på at bringe køretøjet tilbage til det oprindelige udseende. Det er også derfor der i lovens §75 stk. 2 står
”En historisk nummerplade er en nummerplade af en type og med et registreringsnummer, der svarer til køretøjets art og tidspunktet for køretøjets første registrering eller senere…”
MhS fik tilføjet ”eller senere” for nogle år siden for at legitimere kvadratiske bagplader på Fiat, Jaguar og VW fra før 1. april 1966. Kvadratiske plader bagpå kom først med indførslen af Centralregisteret i perioden 1966 – 1968. Det er sådan set også helt legitimt hvis man restaurerer sit køretøj til en ”tilstand” senere end første registreringsdato for eksempel fordi den var ombygget på en eller anden vis og er mere kendt i denne form.
Før 1. april 1958
Fra man begyndte med registrering af motorkøretøjer i 1903 og frem til 1. april 1958 var registreringsnumrene opbygget af et amtsbogstav og 1 – efterhånden 6 cifrede numre. Amtsbogstaverne blev tildelt i august 1903. Inden for hvert amt var der flere politikredse og disse kunne igen være opdelt i flere registreringsområder omkring et motorkontor. Hver politikreds fik af Justitsministeriet tildelt nogle nummerserier og disse nummerserier var så igen fordelt på de motorkontorer der var i politikredsen. Selve registeret var ikke et centralt register som vi har i dag, men hvert motorkontor registrerede og forvaltede de nummerserier de var tildelt. Registeret bestod af såkaldte motorjournaler der var store bøger i folioformat. Når et køretøj skiftede ejer, men beholdt nummeret (det skete faktisk oftest) stregede man ejeren ud og skrev en ny linje med den nye ejers data:
Da registreringen var analog med pen og papir kunne man ændre både ejerdata og køretøj enten hver for sig eller begge. Det vil sige at ejeren kunne beholde registreringsnummeret hvis man ønskede det og flytte det over på et nyt køretøj, men som det ses af ovenstående skete det sikkert lige så ofte at køretøjer blev afmeldt og nummerpladerne afleveret. Her blev de genbrugt hvis de ellers var i god stand ved nyregistreringer eller især ved omregistreringer ved tilflytning. Det var jo sådan at køretøjet skulle være registreret ved det motorkontor der hørte til ejerens bopæl og flyttede man til et andet registreringsområde, skulle køretøjet afmeldes det ”gamle sted” og indregistreres hos motorkontoret det nye sted. Dette var gratis og man havde derfor ikke krav på nye nummerplader.
Desværre er det kun ganske få motorjournaler der er bevaret. Det er helt exceptionelt at den fra Helsinge har overlevet. Derfor kræver det at ejeren i dag via fotos eller original registreringsattest kan dokumentere hvad det første (eller senere) nummer har været. Med 1 bogstavs plader er der ingen problemer med at numrene kolliderer med nye registreringer da disse jo har 2 bogstaver.
Har man ikke denne dokumentation kan Motorhistorisk Samråd jo hjælpe med en erklæring vedrørende historiske nummerplader. Ud over viden om hvornår de forskellige nummerserier blev tildelt de forskellige motorkontorer har vi et større register af observerede daterbare registreringsnumre, så vi har en ret god ide om hvilke numre der udleveredes hvornår og hvor.
Efter 1. april 1958
Efterhånden nåede man op på 6 cifre i staden København og i Københavns Amt. Med de mange nummerserier var det også lidt bøvlet at holde styr på hvilket motorkontor man i Politiet skulle ringe til hvis man skulle finde ejeren til et køretøj. Københavns Politis efterforskningsafdeling udgav ligefrem et lille hæfte med alle disse nummerserier listet op for de forskellige motorkontorer med kontaktoplysninger.
I tiden op til 1, april 1958 begyndte man i Justitsministeriet at planlægge et nyt system, hvor man i det store hele beholdt amtsbogstaverne, men tilføjede et bogstav mere til hvert motorkontor. Nogle af de store områder som København og Århus fil tildelt flere bogstavkombinationer.
Registreringen var stadig et lokalt anliggende, men nu skete det med kartotekskort for det nye system. De gamle bøger blev bevaret, men der blev ikke tilføjet nye registreringer. Der var stadig nummerserier, men nu var det forskellige nummerserier til de forskellige køretøjstyper og frem til centralregisteret var man gået lidt amok med nummerserier. Ikke mindre end 29 og nogle steder over 30 forskellige nummerserier. For eksempel var private motorcykler intervallet 10.000 – 16.999, personvogne 20.000 – 45.999, 50.000 – 59.499 combivogne (papegøjeplader) osv.
Efter perioden 1. april 1966 – 31. december 1968
Ved centraliseringen af motorregisteret startede man forfra med bogstavkombinationerne, men oversprang alle de kombinationer der var brugt til lokale serier. Derudover var der en række kombinationer der også blev forbigået som for eksempel BH, SS, KZ mm og bogstaverne I,O,Q,W, Æ,Ø og Å. De mange nummerserier bliver reduceret til godt det halve med 16 forskellige. For eksempel er private motorcykler 11.500 – 18.999, personbiler med 2 rektangulære nummerplader 20.000 – 59.999 og en ny - personbiler med kvadratisk bagplade 60.000 – 77.999. De forskellige motorkontorer har fået forskellige serier af nummerplader tilsendt fra centralt hold efterhånden som de var ved at løbe tør, men der er så vidt vides ikke bevaret registreringer over hvilke motorkontorer der har fået tilsendt hvilke serier af nummerplader hvornår. Derimod råder Motorhistorisk Samråd over en oversigt over bogstavkombinationer fra centralregistertiden, hvornår de er taget i brug baseret på mange års observationer. De enkelte motorkontorer har jo været forskellige steder i bogstavrækken på et givet tidspunkt og de forskellige typer har heller ikke fulgtes ad, selv om man ved udarbejdelsen af nummerserierne har søgt at ramme nogenlunde. I 1966 har der nok stadig været en del registreringer af motorcykler, men de nåede til DJ, almindelige personvognsplader til EE og kvadratisk bagplade BN!
Omkring 1. april 1976 De nye reflekterende nummerplader blev officielt taget i brug 1. april 1976, men vi kan se at der er køretøjer med de nye plader (de startede med EH) der er indregistreret i de sidste dage af marts 1976. Det kan kun være ved motorkontorer der er løbet tør for sorte plader og da de nye jo har ligget i kælderen har de fået lov til at tyvstarte.
Samtidig brugte man lageret af emealjepladerne op og det betød at man helt frem til 1978 kunne finde emaljeplader som tidligere nævnt. Et medlem af Ford A klubben – ”Panser-Henning” var, som navnet antyder, ansat ved Rigspolitiets færdselsafdeling i Nærum, hvor der også var motorkontor. Han bad de venlige damer på kontoret om ikke de kunne finde ud af hvor der stadig var sorte plader med kvadratisk bagplade tilbage og svaret var ”Kerteminde”. Så 3 mand fra Ford A klubben var en tur på Fyn for at indregistrere deres nyrestaurerede Ford A-er. Og Hennings Ford A er stadig indregistreret med de plader, selvom Henning desværre ikke længere er iblandt os.
I lovgivningen er man imidlertid nødt til at have en fast dato, så derfor vil køretøjer, der efter 1. april 1976 bevisligt fik sorte plader som første registrering ikke kunne få historiske plader. Det vil til gengæld de få der fik hvide plader før 1. april 1976. Ikke helt historisk korrekt kan man anføre, men bl.a. derfor slettede man også ordet ”korrekt” i både loven og bekendtgørelsen.
Efter 6. juni 2012 Ved idriftsættelsen af det nye digitale motorregister (DMR) vendte man endnu en gang bøtten, men denne gang springer man ingen brugte bogstavkombinationer. Man var nået til ZZ og havde desuden taget kombinationer med W, F og G for at vinde tid. For at sikre at der er numre til historiske nummerplader blev der i DMR reserveret forskellige nummerserier til de forskellige bogstavkombinationer og køretøjstyper. Til gengæld kan vi kun vælge registreringsnumre inden for disse reserverede serier, også selv om man kan dokumentere at ens køretøj oprindelig har haft et nummer uden for disse serier. Blandt andet også derfor strøg man ordet ”korrekt”.
Hvis du vil vide mere… Er du velkommen til at ringe til Michael Deichmann, der arbejder med erklæringerne og hjælper motorstyrelsen med korrekte numre og nummerpladetyper til varevogne, påhængsvogne, traktorer mm.
Der er telefontid alle hverdage 18 – 19 på 71 70 35 25.
Referat fra bestyrelsesmøde søndag den 5. februar 2023
Deltagere:
Paul Andy (formand)
Casper Lundgreen (næstformand)
Poul Grimstad (kasserer)
Sten-Erik Brand
Steen Lottrup
Brian Jensen (suppleant)
Martin Andersen (suppleant)
Ad dagsordenens pkt. 1: Siden sidst, medlemssituationen, kontingent
Der er pr. dato ca. 450 medlemmer i klubben. Pr. dato mangler 48 at betale kontingent. Med hensyn til nye medlemmer besluttede bestyrelsen, at vi på først kommende generalforsamling præsenterer de nye medlemmer, og i den forbindelse bør nye medlemmer på forhånd meddele, at det er første gang de deltager.
Ad dagsordenen pkt. 2: Økonomiregnskab
I vores pengekasse er der på driftskontoen 126.783 kr. inklusive pengene fra Fehr fonden. Vi har modtaget 30.000 kr. fra Fehr fonden. Derudover står der 70.000 kr. på vores opsparingskonto.
Der blev drøftet muligheder for egenbetalingers størrelse i forbindelse med træf/generalforsamlinger. Med hensyn til udenlandske gæster vil vi bede dem om at betale ved tilmelding.
Ad dagsordenen pkt. 3: Klubblad, hjemmeside, m.v.
Status på nuværende tidspunkt er, at der er god gang i forberedelserne af jubilæumsmagasinet.
Ad dagsordenen pkt. 4: Aktiviteter 2023, jubilæumstræf og mødet på Charlottenlund Travbane
Bestyrelsens og hjælpeholdets opgaver ved jubilæumstræffet blev besluttet.
Ved ankomst til jubilæumstræffet udleveres et armbånd til dem, der deltager lørdag aften samt en spisebillet til dem, der ønsker morgenmad søndag.
Ad dagsordenens pkt. 5: Bordet rundt
Det blev besluttet, at formanden tager kontakt til Gråsten Slot vedrørende fremtidigt træf.
Dato for næste bestyrelsesmøde: Søndag den 8. oktober 2023, kl. 10
Ref.: Sten-Erik
Referat fra bestyrelsesmøde søndag den 8. oktober 2023
Deltagere:
Paul Andy (formand)
Casper Lundgreen (næstformand)
Poul Grimstad (kasserer)
Sten-Erik Brand
Per-Ulrik Rasmussen
Steen Lottrup
Brian Jensen (suppleant)
Martin Andersen (suppleant)
Ad dagsordenens pkt. 1: Siden sidst
I dag er vi ca. 460 medlemmer i klubben. Vi havde budgetteret med 235.000 kr. til klubbens jubilæumstræf i maj. Det blev dog kun til 160.000 kr. Klubkassen har betalt 92.000 kr. Resten er blevet finansieret ved tilskud og egenbetaling.
Ad dagsordenens pkt. 2: Økonomi, herunder kontingentbetaling
Klubbens økonomi er velpolstret. Vi har for øjeblikket ca. 15.000 kr. på driftskontoen og ca. 50.000 kr. på reservekontoen.
Vedrørende klubkontingentet har vi i bestyrelsen undersøgt muligheden for brug af betalingsservice, men vi har besluttet, at det bliver for dyrt og besværligt. Hvis vi indfører brug af betalingsservice, vil det medføre en kontingentstigning. Fremover vil det fortsat være muligt at betale kontingent over klubbens kontonummer og via mobil pay. Fristen for rettidig kontingentbetaling er stadig den 10. januar.
Ad dagsordenens pkt. 3: Klubblad og hjemmesider, herunder ny webmaster
Klubben mangler en ny word press udvikler. Vi satser på at konvertere fra Joomla til Word Press. Vi vil undersøge, om der er mulighed for at finde en udvikler blandt vores medlemskreds.
I øvrigt vil bestyrelsen opfordre medlemmerne til at bidrage med artikler til medlemsbladet.
Ad dagsordenens pkt. 4: Aktiviteter i 2024, herunder forårstræf på Fyn
Forårstræffet blev besluttet fastlagt til lørdag den 1. juni 2024. Bestyrelsen vil opfordre til, at der afholdes flere lokale arrangementer på Fyn og i Jylland. Klubben yder et tilskud på 500 kr. til arrangørerne.
Angående sensommertræffet vil dette blive afholdt på Nordvestsjælland i Odsherred lørdag den 31. august. Der vil blive mulighed for at campere på området.
Ad dagsordenens pkt. 5: Bordet rundt
Der fremkom ingen bemærkninger til referat med undtagelse af beslutningen om fastlæggelse af de næste bestyrelsesmøder i 2024, som finder sted søndag den 4. februar og søndag den 6. oktober 2024.
Referent: Sten-Erik
Referat fra bestyrelsesmøde søndag den 9. oktober 2022
Deltagere:
Paul Andy (formand)
Casper Lundgreen (næstformand)
Poul Grimstad (kasserer)
Per-Ulrik Rasmussen
Preben Nielsen
Sten-Erik Brand
Brian Jensen (suppleant)
Paul Nørager (konsulent vedrørende Charlottenlund Travbane)
Ad dagsordenens pkt. 1: Siden sidst, medlemssituationen, kontingent
Vi har ca. 460 klubmedlemmer pr. dato. Påmindelse om kontingentindbetaling vil komme på forsiden af klubbladet og bliver endvidere udsendt på mail sidst i december måned 2022.
Ad dagsordenens pkt. 2: Regnskab og budget, herunder udgifter og indkomst til jubilæums træf
Der udarbejdes et budget for det kommende år, herunder også udgifter og indkomst vedrørende jubilæumstræf. Bestyrelsen tager stilling til størrelsen af den forventede egenbetaling i forbindelsen med jubilæumstræffet.
Ad dagsordenens pkt. 3: Klubblad, hjemmeside og face book
Hjemmesiden er under stadig udvikling. På forespørgsel om et medlem kan deltage i træf med en bil, som er under 25 år gammel er det bestyrelsens opfattelse, at medlemmet selvfølgelig kan deltage, men at bilen som sådan ikke kan deltage i udstilling.
Ad dagsordenens pkt. 4: Aktiviteter 2023, herunder jubilæums træf og mødet på Charlottenlund Travbane
I forbindelse med jubilæumstræffet afholder bestyrelsen et møde hos Charlottenlund Travbane den 15. oktober 2022.
Ad dagsordenens pkt. 5: Bordet rundt
Der fremkom ingen bemærkninger til referat under dette punkt.
Dato for næste bestyrelsesmøde: Søndag den 5. februar 2023, kl. 10