For at holde gryden i kog, lancerede man allerede efterfølgerne til Mark I generationen i 1956. Her var tale om radikalt anderledes udseende biler, idet karrosseriet havde smidt den diskrete og beskedne efterkrigsprofil og i stedet nu var ekstravagant og fyldt med rock’n’roll. Igen var der tydelige referencer til de amerikanske Ford, men Mark II-serien var i lige så høj grad som forgængeren helt sin egen.

Under den brede forkromede front og de frække halefinner var der imidlertid i vid udstrækning tale om gammel vin på nye flasker, idet teknikken fra Mark I videreførtes med få modifikationer. Dette var der dog ingen som tog anstød af, da konstruktionen på ingen måde var forældet endnu. En velkommen tilføjelse var dog at motorerne havde fået lidt større volumen.

Som med Mark I fandtes en kortere 4-cylindret udgave kaldet Consul, mens de 6-cylindrede vogne nu var blevet til to forskellige modeller, Zephyr 6 og Zodiac.

Motoren i Consul var nu på 1703 ccm og den ydede 59 hestekræfter. Den havde en tophastighed på 127 km/t og kunne accelerere fra 0-100 km/t på 23,2 sekunder. Den gik ca. 8 km/liter.

Consul var også her basismodellen, Zephyr var standardvognen og Zodiac var luksusmodellen, men som på Mark I var det hovedsageligt kosmetiske og udstyrsmæssige forskelle, der adskilte de to. Som de første engelske Ford kunne Zephyr6 og Zodiac desuden leveres med automatgear.

Med lanceringen af Zephyr/Zodiac mk3 i 1962 blev Consul droppet som basismodel for Zephyr/Zodiac-serien og i stedet blev Zephyr4 anvendt. Consul-navnet blev nu i stedet taget i brug til Ford Englands mere livsstilsprægede modeller.