Consul 1951-1956 (Zephyr/Zodiac mk1)

Som afløser for den aldrende V8 Pilot med sideventilet motor og separat chassisramme, skabte Ford England en modelserie af biler, der var lige så moderne som forgængeren var gammeldags. Både design og teknik var fremsynet.

Den nye model præsenteredes i 1950 ved Earl’s Court biludstillingen i 2 versioner: En 6-cylindret udgave kaldet Zephyr Six (opkaldt efter de amerikanske Lincoln Zephyr fra 30’erne) samt en kortere og skrabet udgave med en 1500 liters 4-cylindret motor som blev kaldt Consul. Consul var således en fircylindret basismodel for Ford Consul/Zephyr/Zodiac-modelserien.

Modelserien havde som noget ganske revolutionerende et selvbærende karrosseri og var desuden den første bil nogensinde udstyret med MacPherson forhjulsophæng – begge principper findes i dag på stort set alle biler.

Under motorhjelmen på Consul fandt man en let, overkvadratisk og topventilet motor, som skulle vise sig at være både fleksibel, pålidelig og ganske usædvanligt holdbar. Den ydede 47 hestekræfter. Den havde hydraulisk kobling, hvilket var højest usædvanligt i 1950.

Modelserien var med bænkesæder og med håndbremse i ”paraplydesign”. Vinduesviskerne var vacuumdrevet. Det sparer strøm, men gør også at de bliver mindre virksomme, jo mere speederen er trykket ned.

Karrosseriet var et moderne 4-dørs pontonkarrosseri, som var tydeligt inspireret af amerikansk Fords elegante ’49-model. Indvendig var en rummelig kabine, som – takket være ratgear og bænksæde foran – komfortabelt kunne rumme 6 voksne.

Bilen blev modtaget med begejstring og produktionen startede i 1951 (først med Consul, et par måneder senere med Zephyr). Prøvekørsler afslørede en særdeles kraftig vogn, men også en vogn der havde køreegenskaber som kunne matche styrken.

Consulen havde en tophastighed på 116 km/t og kunne accelerere fra 0-100 km/t på 28 sekunder. Den kørte godt 9 km/l.

Bilerne blev umådeligt populære; herhjemme solgtes især mange Consul, men også den dyrere Zephyr var populær. Ford Zephyr Six kan ses som en af stamfædrene til Fords image som producent af biler, der er både moderne, smarte og hurtige – “A lot of flash for not a lot of cash”! Det har formodentlig heller ikke skadet modellens image at politiet var meget glade for deres Zephyrer…

Efterhånden som hjulene i Europa for alvor begyndte at rulle igen oven på 2. Verdenskrig, og den økonomiske vækst begyndte at tage fart, ville man gerne have foden indenfor på markedet for egentlige luksusbiler. I 1953 præsenterede man derfor en luksusudgave af Zephyr Six, kaldet Zephyr Zodiac.

Denne udgave havde en mængde ekstraudstyr, flere kromdetaljer og blev leveret i 2-farvet lakering. En højere kompression gav lidt ekstra effekt i motoren.