1990 Sierra mk2 facelift

I marts 1990 blev Sierra faceliftet for tredje gang. Denne opdatering benævnes normalt i dag mk2 facelift og ikke mk3. Den fik hvide forblinklysglas, mørke baglygter og kølergrillen fra den engelske Sierra Sapphire. Den blev også sænket en smule og fik kraftigere bøsninger i undervogn for at gøre den mere manøvredygtig og mindre vindfølsom. Alle benzinmotorer havde fra dette tidspunkt reguleret katalysator som standardudstyr. 1,8-liters turbodieselmotoren med 75 hk kunne nu også leveres i resten af Europa og havde nox-katalysator, hvorimod den gamle 2,3-liters sugedieselmotor nu kun kunne leveres i stationcarversionen i visse lande. Udstyrsvarianterne blev igen ændret og hed nu CL, LX/CLX/Sapphire, GL/Brillant, Ghia, GT, XR4i – ikke at forveksle med forgængeren fra 1983 – og Cosworth nu med to- eller firehjulstræk.

Efter industriferien fulgte i september 1991 det sidste lille facelift med bl.a. nye kofangere og et modificeret instrumentbræt.

Fra modelår 1992 blev 2,0 DOHC-motoren neddroslet til 115 hk som følge af de daværende tyske bilforsikringsklasser. Effektreduktionen blev opnået ved hjælp af en begrænser i luftindsugningen. En ombygning for at komme tilbage på de hidtidige 120 hk kunne ved demontering gøres meget let.

En efterfølger til den første XR4i ligeledes med modelbetegnelsen XR4i kom på markedet i foråret 1990 og var i modsætning til forgængeren med samme betegnelse en udseendemæssigt afdæmpet og nedudstyret Ghia. Denne XR4i var udstyret med elopvarmet forrude, elruder, mere komfortabelt interiør, tågeforlygter, hækspoiler, kofangere i bilens farve samt forlygter med dobbelt fjernlys.

Motoren var den firecylindrede 2,0 DOHC-motor med først 120 hk og senere 115 hk. Motoren gav en acceleration fra 0 til 100 km/t på 10,0 sekunder og en tophastighed på 190 km/t.

I september 1991 kom en på XR4i baseret specialmodel med betegnelsen GT med udstyr fra CLX/Sapphire på markedet. Denne model fandtes i alle karrosseriversionerne og havde nyt udstyr som f.eks. integrerede nakkestøtter på bagsædet, 14″ alufælge, velourindtræk og en modificeret hækspoiler. Derudover havde Sierra GT et nyt emblem på bagklappen.

Der blev i alt fremstillet 2.700.500 styk af Sierra.

I februar 1993 forlod den sidste Sierra samlebåndet. Herefter blev modellen afløst af den forhjulstrukne Mondeo.